9. april 2024

Lokale arbejdspladser skaber begejstring

 

Hos Hjørring Kommune klapper man i hænderne:

”Helt lokalt har det en kæmpe betydning, at der etableres hundredvis af lokale arbejdspladser, som ikke kan flyttes til udlandet.

 

Hele denne biogas-revolution foregår på anlæg drevet af lokale landmænd, som selv ejer størstedelen af de hastigt voksende energifabrikker,” fortæller Poul Rask Nielsen hos Hjørring Kommune.

GrønGas skaber lokal energiø

I Hjørring Kommune er biogasanlæggene med til at sikre overlevelse og udvikling af landbruget, som er egnens dominerende erhverv.

 

Alt imens gøres der et stort indhug i CO2-udledningen, og landmændenes anlæg er med til at sikre billig og grøn strøm og varme til lokale virksomheder og små landsbysamfund, som på den måde bliver mere attraktive.

 

Det sker gennem samarbejde med de lokale fjernvarmeselskaber eller ved fælles investeringer med større virksomheder i nærområdet.

Udvikler landbrug og lokalsamfund

 

Anlæggene ejes af landmænd sammen med andre investorer, og alle lægger vægt på det lokale ejerskab og udvikling af landbrug og de lokalsamfund, de er en del af;

 

”Anlæggene er i begrænset omfang konkurrenter. De er hver for sig pionerer på et eller flere områder, som kollegerne følger nøje med i og lader sig inspirere af. På den måde er der et uformelt udviklingsmiljø på tværs i Hjørring Kommune,” fortæller Poul Rask Nielsen hos Hjørring Kommune.

Energien skal udnyttes

 

Idéen i biogas er at udnytte energien i gylle og strøelse fra dyrehold. Det tankesæt er nu udbygget til at udnytte al den energi, der cirkulerer i og omkring anlæggene. Vindmøller må ikke stå stille, og overskydende varme skal nyttiggøres der, hvor den gør bedst gavn. Det giver billig energi hele vejen rundt og sikrer samtidig sikker og lokal forsyning af el og varme i hele Hjørring Kommune.

 

De største anlæg i kommunen er Agri Energy, Vrejlev Bioenergi, Sindal Biogas og GrønGas, som samlet producerer mere end 50 mio. kubikmeter biogas om året.